Tværsnit ’14-’15 præsenterer et udsnit af, hvad der blev forkyndt i de danske kirker i 2014 og 2015, fortrinsvis af yngre prædikanter – ordinerede præster såvel som lægfolk. Samlingen indeholder 31 prædikener fra prædikanter med tilhørs-forhold til en lang række forskellige trossamfund. Formålet er at give et bredt (tværkirkeligt) perspektiv på det kirkelige landskab og en fornemmelse af hvad det er for en teologi, der lever ude på prædikestolene, i kirkerne og andre steder, og som kommer til at spille en rolle de kommende år.
Med bidrag af: Andreas Rasmussen, Benjamin Marco Dalton, Ole Madsen, Marie Høgh, Sigrid A.M. Hougaard, Elisabeth Jessen, Kristoffer Garne, Andreas Herold, Arendse Wulff-Jørgensen, Mikael R. Andreasen, Thomas Hårbøl, Thea Emilie Laukamp Nielsen, Martin Walsøe, Simon Hoel Mortensen, Christian O.V. Larsen, Daniel Nørgaard, Kristine K. Ravn, Mikael Kongensholm, Stephen Sandoval, Camilla Westens, Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard, Robert Crellin, Louise Aaen, Elli Kappelgaard, Laura Cæcilie Jessen, Isak Krab Koed, Marija Krogh Iversen, Johannes Aakjær Steenbuch, Darren McCallig, Gideon Jakobsen, Hans Nørkjær.
Udgivet af Økumenisk Ungdom. Redigeret af Johannes Aakjær Steenbuch.
287 sider.
ISBN 978-87-997967-2-4
Bogen kan købes på www.eksistensen.dk
Fra forordet
Nærværende antologi præsenterer et udsnit af, hvad der blev forkyndt i de danske kirker i 2014 og 2015, fortrinsvis af yngre prædikanter (de fleste er født engang i 1980’erne) – ordinerede præster såvel som lægfolk. Samlingen indeholder 31 prædikener fra prædikanter med tilhørsforhold til en række forskellige trossamfund: Folkekirkelige af grundtvigsk, tidehvervsk og missionsk observans, baptister, anglikanere, vineyardere, en metodist, en katolik, en pinsekirkelig og andre, som måske slet ikke identificerer sig med et specifikt kirkesamfund.
Den primære grund til overhovedet at lave en prædikensamling er at tjene til opbyggelse, som det hedder med et gammeldags ord: At mennesker kan høre Guds Ord og trøstes, formanes og finde glæde og styrke i evangeliet. Mere behøves vel egentlig ikke. Når dette formål gribes an, som vi har gjort det, skyldes det ønsket om at give et bredt, tværkirkeligt perspektiv på det kirkelige landskab og en fornemmelse af, hvad det er for en teologi, der lever ude på prædikestolene, i kirkerne og andre steder, og som kommer til at spille en rolle de kommende år.
Det er der brug for af flere grunde. Debatter om kirke, teologi og tro fremstilles i medierne ofte over nogle meget polemiske frontlinjer, hvor det kan være svært at få øje på de mere opbyggelige aspekter. Uden at forklejne, at opgør og kritik nogle gange kan være vigtigt, er målet med nærværende antologi blandt andet at give et indblik i, hvad teologer og lægfolk forkynder og forholder sig til som opbyggeligt, snarere end hvad de mener er forkert og forkasteligt. Nærværende prædikensamling er som sådan et bidrag til den økumeniske sag for kirkelig enhed og forsoning.
”Det økumeniske problem kan kun den kirke undvige, der har taget patent på sandheden,” skrev den danske baptistteolog Kjell Kyrø-Rasmussen i 1967, da den økumeniske bevægelse var på sit højeste.1 Siden er den økumeniske sag gledet mere i baggrunden. Spørgsmålet er nu, om den aktuelle ”økumeniske bølgedal”, som nogle har kaldt det, skyldes, at vi hver især har taget patent på sandheden, eller at vi er blevet ligeglade? Eller måske, at den økumeniske sag faktisk er vundet og derfor ikke er aktuel længere?
Det kommer nok an på, hvad vi mener med ”økumeni”. Der synes at være to vidt forskellige syn på, hvad økumeni egentlig er eller bør være i dag. Det ene er forestillingen om, at kirken skal stræbe efter organisk sammenhæng og helhed, både institutionelt og i praksis. Økumeni handler i den forstand ofte om diplomatiske relationer mellem tunge institutioner og har derfor i værste fald karakter af bureaukraternes samtale med sig selv. Det andet er forestillingen om, at økumeni må bestå i den gensidige anerkendelse på trods af forskelle i doktriner og indretning. Økumeni handler i den forstand om at fremme tværkirkelig gensidighed og respekt uden hensyn til institutionelle og bureaukratiske samtaler – og i den forstand går det måske ikke så skidt endda med økumenien i dag.
At for eksempel pietistisk indstillede evangelikale og pentekostale ikke gider være med til økumeni, skyldes ikke nødvendigvis, at de ikke interesserer sig for det kristne fællesskab, men kan ligeså godt være udtryk for, at de ikke anser de institutionelle splittelser for noget særligt problem. Er det ikke sådan, at økumeni først bliver nødvendigt, når vi gør institutioner og abstrakte teologiske spørgsmål til det skelsættende? Hvis det derimod er den personlige tro, der er afgørende, synes der ikke at være nogen grund til at foretage lange diplomatiske samtaler. Så er kirkens enhed allerede en realitet, simpelthen i kraft af troen på Kristus.
Jesu bøn om enhed i Johannesevangeliet 17,21 nævnes ofte som økumeniens udgangspunkt og ideal. Når nu Jesus beder sin fader i det høje om, at ”de alle må være et”, skulle vi så ikke have tillid til, at den enhed er en realitet, uanset om vi vil det eller ej? Økumeniens udfordring er måske ikke så meget, at der er splittelse mellem kirkesamfundene, men at vi ikke vil være ved den reelle enhed, der faktisk og uundgåeligt er. Problemet er ikke realiteten, men vores idéer om rigtigt og forkert, om doktriner og dogmer, institutioner og kirkeformer.
Økumeni må handle om at anerkende, at det eneste absolutte skel, der findes, går mellem Gud og alt andet, men at evangeliet på én gang etablerer og overvinder det skel i Kristus – og intet andet sted, vel at mærke. Når vi erkender dét, må vi også give afkald på de skel, som vi i kirken har stillet op imellem os. Økumeni er at nedbryde mure: Økumeni skal bedrives med hammeren.
Nærværende prædikensamling er derfor på ingen måde et forsøg på at skabe dogmatisk enhed eller konsensus om et bestemt tema eller en sag. Formålet er ganske enkelt at præsentere en samling yngre prædikanter fra forskellige kirkesamfund og at lade deres forkyndelse stå for sig selv.
Det er der kommet en spraglet samling tekster ud af. Prædikenerne er ikke udvalgt systematisk, snarere lidt tilfældigt. Omtrent en tredjedel er skrevet af lægprædikanter – afhængigt af, hvad man mener med ”læg-”, og om man overhovedet opererer med et sådant begreb. I hvert fald er mange ikke fastansatte i præstestillinger. Nogle af prædikenerne er på engelsk. I nogle tilfælde fordi de er holdt af engelsktalende immigranter – og i et enkelt tilfælde fordi prædikenen faktisk blev holdt i England. Det er langt fra normen i alle kirkesamfund, at prædikener skrives ned – typisk har baptister og andre frikirkelige lagt vægten på det levende ord i bogstavelig forstand, og mange bruger derfor ikke manuskript (det gælder dog ikke kun for de frikirkelige prædikanter). Nogle af prædikenerne er således først nedskrevet efterfølgende, og flere har en levende, talesprogsagtig stil. Omvendt er nogle prædikener i samlingen aldrig blevet holdt for en menighed. Flere prædikener indeholder en del poetiske elementer, både ved henvisninger til og citater fra litterære klassikere, men også i et enkelt tilfælde ved, at prædikenen afsluttes med et længere digt skrevet til lejligheden.
Mange af prædikerne tager udgangspunkt i aktuelle begivenheder og debatter af både kirkelige og politiske art. Generelt er det dog evangeliet og udlægningen af bibelteksten, der står i centrum. Der synes ikke at være nogen frygt for at forkynde evangeliet ”rent og purt”, som det hedder. Den nogle steder udbredte frygt for teologisk opløsning, relativisme og alt for uortodoks gør-det-selv-kristendom lader til at være overdrevet. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra prædikenerne i nærværende samling.
Det er vores håb, at samlingen kan bidrage til opbyggelse – og til at fremme tværkirkeligheden.
God læsning!
Johannes Aakjær Steenbuch og Økumenisk Ungdom
Aarhus og København 2015